Udbudskonsulent, tidsbegrænset 2 år

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Har du erfaring med offentlige udbud, er i starten af din karriere og lyst til at lære at mestre gennemførelsen af et udbud fra start til slut på egen hånd? Så er du måske vores nye kollega i Team Indkøb og Udbud de næste 2 år!

Køge Kommune er en kommune i vækst med høje ambitioner om at vores indkøb skal være bæredygtige. Vi arbejder efter en målsætning om, at 80% af det offentlige indkøb i kommunen skal være bæredygtigt i 2025. De næste 2 år har vi derfor brug for et sæt ekstra hænder til at aflaste teamet med udbudsopgaver, så der skabes mere rum til at arbejde med bæredygtighed. Vores kerneopgave er at sikre, at vi har den bedste kontraktportefølje. Som tværgående enhed arbejder vi hele tiden målrettet for at udvikle indkøbsområdet, så vi skaber mest værdi for kommunen.

Vi tilbyder

Vi søger en forholdsvis nyuddannet udbudskonsulenter med basisviden om offentlige udbud, der med en sikker hånd i ryggen fra de 4 erfarne udbudskonsulenter i teamet hurtigt er i stand til at stå på egne ben med ansvar for din egen portefølje af opgaver:

  • Rådgive om reglerne i udbudsloven, tilbudsloven mv.
  • Rådgive om, hvordan der kan lægges vægt på bæredygtige og grønne krav i forbindelse med konkrete indkøb, udbud eller anskaffelser
  • Foretage vurderinger af, om en opgave skal i udbud
  • Udarbejdelse af notater vedr. udbudsretlige forhold
  • Projektstyring i forbindelse med udbud, tilbuds- og prisindhentninger
  • Implementere aftaler
  • Kontraktstyre, herunder kontakt til eksterne samarbejdspartnere.

Vi kan tilbyde dig en spændende og alsidig hverdag, hvor du vil få ansvar for både langsigtede opgaver, f.eks. udbudsprocesser, og mere kortsigtede driftsopgaver f.eks. statusmøder med leverandører, prisreguleringer, kontraktgennemgang og håndterer de spørgsmål, der løbende opstår. En vigtig del af udbudsteamets arbejde er at yde rådgivning til hele organisationen. Du vil få ansvar for opgaver primært indenfor ældreområdet.

Den rette kandidat

Vi forestiller os, at du er en person, der kan samarbejde med alle, har humor, ikke er bange for at smøge ærmerne op, er god til at planlægge og motiveres af at skabe fremdrift i dine opgaver.

Du har blik for teamets samspil med resten af kommunens forvaltninger og eksterne samarbejdspartnere og kan begå dig i en politisk styret organisation. Du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund, f.eks. kommunal kontoruddannelse. Du har lyst til at arbejde med juridiske og kommercielle forhold i en kommunal kontekst og trives med en udadvendt rolle som rådgiver.

Hvem er vi?

Indkøb & Udbud er en del af Økonomisk Afdeling i Kultur- og Økonomiforvaltningen. Kontoret består af ca. 50 medarbejdere. Teamet består i dag af en e-handelskoordinator, en controller og 4 udbudskonsulenter. Vi har et tæt samarbejde med de øvrige 15 kommuner i Fællesudbud Sjælland, hvor vi gennemfører fælles udbud, udveksler erfaringer og indgår i udviklingssamarbejder f.eks. indenfor contract management, jura, controlling og identificering af udbudspotentialer på nye områder. Vi anvender Mercell CTM som udbudsportal og RAKAT som e-handelsplatform og CC Management som kontraktstyringsværktøj.

Teamet er kendetegnet ved at have god energi og humør og sætter faglig sparring med hinanden højt. Vi deltager i netværksaktiviteter og holder vores udbudsretlige viden opdateret via kurser, webinarer mv. Vi har sociale tiltag, kantine og frugtordning, og vi kan godt lide at spise kage.

Løn og ansættelsesforhold

Vi har fleksible arbejdstider, og vi styrer i høj grad selv vores projekter. Det er en fleksibel arbejdsplads og der er mulighed for at arbejde hjemmefra. Vi prioriterer videreuddannelse og vidensdeling. Køge Kommune har desuden en personalforening med sociale aktiviteter, der understøtter arbejdsglæden. Du får en arbejdsplads i centrum af Køge by to minutter fra S-banen.

Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst, herunder principperne om Ny Løn. Tillæg for erfaring og kvalifikationer kan forhandles.

Ansættelsesproces

Ansøgning sker via www.koege.dk/job, hvor du klikker på ”Søg stillingen” og vedhæft din ansøgning, dokumentation for uddannelse og dit CV.

Ansøgningsfristen er fredag den 11. august 2023 kl. 10, og vi holder løbende samtaler.

Vil du vide mere, så er du velkommen til at kontakte en af dine måske fremtidige kollegaer i Indkøb & Udbud; Juridisk chefkonsulent Birgit Nielsen på telefon 21 14 19 13 eller mail birgit-nielsen@koege.dk.

Køge Kommune ønsker at fremme ligestillingen mellem mænd og kvinder uanset etnisk baggrund. Vi opfordrer derfor personer med dansk og anden etnisk baggrund at søge stillingen.

Vi foretrækker, at du sender din ansøgning online. Klik på ”Søg stillingen” og vedhæft din ansøgning og dit CV.

Læs mere om Køge Kommune på www.koege.dk

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Køge Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Køge Kommune, Torvet 1, 4600 Køge

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 11-08-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://www.koege.dk/om-koege-kommune/job-hos-os/ledige-stillinger?hr=show-job/157376&linkref=125264&locale=da_DK

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5882659

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet