Driftsleder til syge- og hjemmeplejen i Køge Kommune

dato

Vil du være en del af en kommune, der tror på, at vi skaber de bedste møder mellem borgere og medarbejdere, når vi slipper fagligheden fri og samarbejder med tillid til hinanden? Så har vi en spændende og helt central lederrolle til dig.

Køge Kommune søger en driftsleder til Helhedsindsats Syge- og Hjemmepleje, hvor du bliver leder for 10 teamledere og en del af en velfungerende ledergruppe under ældrechefen. Vi arbejder tæt sammen om at omsætte vores fælles visioner og strategier til konkret ledelse i hverdagen til gavn for både borgere og medarbejdere.

Om stillingen

Som driftsleder har du det overordnede ansvar for den faglige kvalitet og den daglige drift af syge- og hjemmeplejen i tæt samarbejde med dine teamledere. Du er samtidig personaleleder for teamledergruppen.

Du vil bl.a. have ansvaret for at:

  • Sikre stabil og effektiv drift med ansvar for økonomi, ressourcer og kvalitet, herunder budgetstyring, optimal ressourceudnyttelse, høj faglighed og patientsikkerhed i syge- og hjemmeplejen samt det overordnede ansvar for uddannelse af elever og studerende i syge- og hjemmeplejen
  • Personaleledelse af teamledergruppen, med fokus på tydelig retning, kompetenceopbygning, arbejdsmiljø, trivsel, rekruttering, fastholdelse og håndtering af sygefravær
  • Omsætte strategier, politikker og udviklingsinitiativer til praksis, herunder ansvar for implementering af projekter og løbende udviklings- og kvalitetsarbejde
  • Bidrage aktivt til en samstemt tværgående ledelse, der skaber fundamentet for den fælles retning, du sætter i din egen teamledergruppe

Du får en central rolle i den fortsatte faglige og organisatoriske udvikling af området – bl.a. i arbejdet med sygefravær og implementering af velfærdsteknologi. Det er en rolle, hvor du går forrest og sætter retning ved at motivere, støtte, vejlede og inspirere din teamledergruppe.

Når du starter, får du introduktionsforløb og en ledermakker, som hjælper dig godt i gang i jobbet.

Om Helhedsindsats Syge- og Hjemmepleje

Helhedsindsats Syge- og Hjemmepleje består af otte lokalteams samt daghjem og demensteam – hver med sin teamleder (én enkelt med duoledelse). De fleste lokalteams får i foråret 2026 en eller to assisterende teamledere, som refererer til teamlederen. Vores lokalteams er tværfaglige med alle faggrupper integreret (SOSU, sygeplejersker, terapeuter), og leverer syge- og hjemmepleje samt ergo- og fysioterapeutfaglig understøttelse og behandling i hele Køge Kommune – hele døgnet.

Du bliver en del af ledergruppen i Ældre- og Sundhedsafdelingen, som derudover består af ældrechefen og lederne af hhv. Plejeboliger, Helhedsindsats Myndighed, Sundhed, Uddannelse og Kvalitet samt Administration og Service. Vi har faste ledermøder og månedlige lederdage på tværs af afdelingen. Du referer direkte til ældrechefen og får et tæt samarbejde med den øvrige ledergruppe.

Ledelsen i Køge Kommune bygger på et værdibaseret ledelsesgrundlag med fokus på samarbejde, tillid og dialog. Vi har en fast HR-partner tilknyttet vores afdeling, som yder støtte, rådgivning og sparring til vores ledere.

Din profil

Du har en sundhedsfaglig – eller sundhedsvidenskabelig – uddannelse samt en lederuddannelse på diplom- eller masterniveau.

Vi lægger vægt på, at du har:

  • Ledelseserfaring med ledelse af ledere, hvor du evner at skabe følgeskab gennem både forandring og udvikling
  • Indgående kendskab til den kommunale syge- og hjemmepleje samt politisk forståelse
  • Talent for at være en synlig leder, der balancerer drift og faglig kvalitet
  • Godt styr på økonomistyring og kan arbejde med datadrevet ledelse
  • Gode samarbejdsevner og kan kommunikere konstruktivt og ligeværdigt på tværs af alle lag i organisationen
Ansættelsesvilkår og kontakt

Stillingen er på fuldtid. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation.

Som leder af Helhedsindsats Syge- og Hjemmepleje har du arbejdspladser og teamledere over hele Køge Kommune. Du vil have kontorplads på Køge Sundhedscenter, der ligger midt i hyggelige Køge by, lige ved siden af stationen, hvorfra der er under en halv time i tog til København. Vi har også gode parkeringsforhold og ligger tæt på motorvej.

Vil du vide mere?

Du er velkommen til at kontakte ældrechef Camilla Meyer på tlf.: 40 46 49 73. Send gerne en sms, og du vil blive ringet op.

Ansøgningsproces

Du søger stillingen online: Klik på ”Søg stillingen” og vedhæft din ansøgning, CV, dokumentation for uddannelse og øvrig relevant dokumentation.

Ansøgningsfristen er tirsdag den 26. maj 2026.

Forventet samtaleproces

  • 1. samtaler holder vi mandag den 1. juni, mellem kl. 11.00 og 18.00.
  • 2. samtaler holder vi torsdag den 4. juni, mellem kl. 08.00 – 12.00.

Hvis du bliver inviteret til 2. samtale, skal du afsætte 30-40 minutter i løbet af den 2. juni, hvor du skal udfylde en personlighedsprofil hjemmefra samt have en kort opstartssamtale med en af vores HR-konsulenter. Derudover skal du afsætte ca. 30-45 minutter den 3. juni til at deltage i en gennemgang af den udarbejdede personlighedsprofil på Køge Rådhus.

Lige før 2. samtalen får du en faglig case udleveret, som består af 2 – 3 ledelsesdilemmaer, som du skal præsentere dine refleksioner omkring til samtalen. Du vil få ca. 45 minutters forberedelsestid.

Stillingen ønskes tiltrådt pr. 1. august 2026.

I Køge Kommune bliver du en del af en organisation med dedikerede medarbejdere, der hver dag forenes i et fælles mål om at skabe værdi for borgerne. I kommunen ser vi mangfoldighed som en ressource, og ønsker at fremme ligestillingen. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede ansøgere til at søge stillingen – uanset køn, etnisk oprindelse, religion, alder eller eventuel funktionsnedsættelse.

Så bliv en del af holdet! Vi tilbyder dig et forskelligartet arbejdsmiljø og en lang række forskellige personalegoder, såsom sociale aktiviteter og adgang til vores feriehuse.

Læs mere om Køge Kommune på www.koege.dk

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Køge Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Køge Kommune, Torvet, 4600 Køge

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 26-05-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/d7917a18-b303-4ccd-9037-8ff4efd69cad

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet