Hvis du er til socialt samvær og økologisk mad, så er det på mandag den 6. september, du skal møde op i Teaterbygningen i Køge og være med til fællesspisning.
Findes der noget mere hyggeligt end at spise i samvær med andre mennesker, og hvis du indimellem kan gøre det på en lidt utraditionel og anderledes måde, kan det kun blive endnu bedre.
Hvis du har det sådan, så er det formentlig noget for dig og eventuelt din familie at deltage i fællesspisning i Teaterbygningen i Køge – et arrangement der jævnligt vender tilbage i løbet af året, og næste gang er mandag den 6. september.
Her vil blive serveret nordisk hverdagsmad med fokus på det lokale, bæredygtige og alverdens grønt, og det meste er så vidt muligt økologisk. I vil sidde ved langborde og nyde maden i selskab med alle de andre mennesker og familier, der er med til at spise netop den dag.
På mandag står menuen på squashfrikadeller, ovnbagte nye kartofler, tomatsalat, yoghurt dressing og hjemmebagt brød.
Det koster 50 kroner per person at spise med og børn under to år er gratis. Fællesspisningen starter klokken 18.00, og du kan melde dig til på Teaterbygningens hjemmeside lige her.