Vil du være med til at vise unge mennesker alle de muligheder, de får ved at tage en professionsbachelor- eller erhvervsakademiuddannelse? Og er du klar til en hverdag, hvor du både skaber overblik, driver processer og får idéer omsat til handling?
Så står vi klar med en nøglerolle, hvor du sikrer fremdrift i alt fra kampagner til events. Her bliver du en del af et tæt samarbejdende team, hvor du får stor indflydelse, en bred kontaktflade og mulighed for at hjælpe os i mål med et væld af forskellige marketingindsatser.
Zealand – hvor uddannelse møder erhvervslivet
Vi uddanner ambitiøse praktikere til erhvervslivet gennem erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser. Her er faglighed, samarbejde og udvikling drivkraften i hverdagen.
Du bliver en del af Kommunikations- og Ledelsessekretariatet, hvor vi sammen løfter opgaver inden for kommunikation, marketing og ledelsesbetjening. Det gør vi i en hverdag, hvor sparringen er tæt, og hvor vi er gode til at stille os til rådighed for hinanden. Vi er 10 medarbejdere i teamet, der arbejder med en bred portefølje af opgaver. Der er en uformel omgangstone, og vi vægter trivsel i både team og på arbejdsplads højt.
Du koordinerer marketingindsatser på tværs af Zealand
Du bliver bindeled mellem kolleger, samarbejdspartnere og leverandører og får ansvar for at holde styr på både de store kampagner og de mange detaljer, der får aktiviteterne til at lykkes.
Det gør du primært fra kontoret i Køge, men du vil have mødeaktivitet på alle vores adresser. Derudover skal du være indstillet på, at der af og til vil være opgaver uden for normal arbejdstid:
- koordinere kampagner på tværs af digitale og fysiske kanaler – og du følger aktiviteterne fra idé til gennemførelse
- koordinere samarbejdet med eksterne samarbejdspartnere og leverandører samt skabe sammenhæng mellem de forskellige indsatser
- sikre løbende intern koordinering og kommunikation, så relevante dele af organisationen er orienteret om kommende kampagner og aktiviteter
- stå for projektstyring og opfølgning på deadlines, materialer, kampagneaktiviteter og øvrige leverancer
- bidrage til udvikling af nye koncepter og målgruppeindsatser samt være medansvarlig for planlægning og afvikling af Åbent Hus, brobygningsaktiviteter og øvrige ad hoc-opgaver.
Erfaren marketingprofil, der kan skabe og vedligeholde relationer
Du får energi af både at udvikle idéer, koordinere indsatser og få ting til at ske i praksis. Og undervejs i processen har du blik for det gode samarbejde – både in- og eksternt.
Derudover forestiller vi os, at du:
- har en relevant uddannelsesmæssig baggrund som fx cand.merc., cand.comm. eller lignende
- har flere års erfaring med marketing og kommunikation
- formår at bevare overblikket i en afdeling med mange opgaver og deadlines
- trives i en rolle med et bredt samarbejde med både interne og eksterne interessenter.
Vil du være med til at guide de unge i deres uddannelsesvalg?
Hvis du er klar til at skabe synlighed om uddannelser og være med til at tiltrække fremtidens studerende til Zealand, så glæder vi os til at høre fra dig.
Praktiske oplysninger
Stillingen er på fuld tid. Det meste af din arbejdstid er placeret inden for normal arbejdstid, men du skal være indstillet på, at du af og til har opgaver, der ligger udenfor almindelig arbejdstid.
Der ydes løn i henhold til gældende overenskomst.
Arbejdsstedet er primært Zealands hovedadresse på Lyngvej 21 i Køge, med mødeaktivitet på alle vores afdelinger.
Hvis du ønsker yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte sekretariatsleder Stine Rohde Frederiksen på telefon 5076 2781 eller mail til stfr@zealand.dk
Ansøgning, CV, kopi af eksamensbeviser samt anden relevant dokumentation sendes elektronisk via linket nedenfor. Vi ønsker stillingen besat hurtigst muligt og senest 1. august, så søg allerede i dag eller senest den 18. juni. Ansættelsessamtaler afholdes mandag den 22. juni og evt. 2. samtale onsdag den 24. juni.
Vi opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset baggrund til at søge vores ledige stillinger.
Bliv en del af Zealand
På Zealand uddanner vi til job i erhvervslivet, med fokus på at forene teori og praksis i tæt samarbejde med regionens virksomheder.
Hos os er det passionen for samarbejde og faglighed, der driver værket. Vi uddanner og former ambitiøse og professionelle praktikere, som bidrager til vækst i erhvervslivet.
Vi bor i 6 byer i Region Sjælland. Læs mere på Zealand.dk
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Køge Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Zealand - Sjællands Erhvervsakademi, Lyngvej, 4600 Køge
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 18-06-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/85bf0252-87a7-4f71-bd1d-1ce8078c6b70