BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Har du mod på nye udfordringer på Sjællands Universitetshospital i Køge, hvor dine ledelsesmæssige kompetencer og den faglige udvikling af personalet er i fokus?
Og har du lyst til at blive en del af et team, der skal lede Medicinsk Afdeling på vej til en specialiseret universitetsafdeling?
Så har du mulighed for at få ansvar for Medicinsk Afdeling, SUH Køges medicinske sengeafsnit 3.
Medicinsk Sengeafsnit 3 er et sengeafsnit med 24 medicinske sengepladser placeret på 8. sal og med enestuer til alle patienter. Patienterne på afsnittet er geriatriske, endokrinologiske og intern medicinske. Den gennemsnitlige liggetid er under 5 dage, men varierende anhængig af patienternes behov. De indlagte geriatriske patienter er multisyge, og funktionssvækkede, ofte meget komplekse med behov for tæt tværfagligt og tværsektorielt samarbejde samt involvering af pårørende. De indlagte endokrinologiske patienter er bl.a. dysregulerede diabetespatienter, evt. med ketoacidose, og det er patienter med hypofyseinsufficiens eller med Addison. I afsnittet er vi i proces med at styrke det palliative område, og har bl.a. ansat en dedikeret palliationssygeplejerske.
Vi arbejder systematisk med pårørendeinddragelse, ved bl.a. at tilbyde målsamtaler til alle indlagte patienter, der kan forstås som en tværfaglig konference med deltagelse af patient og pårørende. Patienterne og deres pårørende kan desuden på hverdage booke egen stuegangstid.
Den lægelige bemanding udgøres af 2 stærke og velfungerende speciallægegrupper fra geriatrien og endokrinologen samt læger i uddannelsesstillinger ,enten i HU-forløb eller i introduktionsstillinger.
Også for både social- og sundhedsassistenter og sygeplejersker er det faglige niveau højt, og som led i Medicinsk Afdelings udvikling frem mod etablering af fremtidens SUH, arbejdes på en udvikling hen mod endnu mere specialiseret pleje og behandling. Der er fokus på udvikling af fagområder, der understøtter pleje og behandlingen af fremtidens intern medicinske patient.
Plejepersonalet arbejder efter ønskeplan, gennemsnitlig hver 2.-3. weekend med vagter på 8 til 8½ times varighed.
Samarbejde
Du vil organisatorisk være i afsnitsledelse med den afsnitsansvarlige ledende overlæge. Du har to souschefer og en ansvarlig klinisk underviser. Der er et tæt samarbejde med medicinsk afdelingsledelse, som er dine nærmeste ledere.
Et godt og velfungerende samarbejde på tværs af alle Medicinsk Afdelings specialer vægtes meget højt.
Lederrollen
I din rolle som leder er et meget vigtigt parameter gode kommunikative evner både i forhold til dine medarbejdere, samarbejdspartnere og ledelsen. Du skal være med til at synliggøre og udvikle dit personales kompetencer til gavn for det medicinske speciales patienter. Du skal være tilgængelig - i særdeleshed for dine medarbejdere - så de kan gå til dig med eventuelle udfordringer i hverdagen, hvorefter I løser dem i fællesskab. Du skal have et overblik over den organisatoriske planlægning af såvel dine egne som dit personales arbejdsopgaver og fordeling.
Du vil indgå i gruppen med afdelingens 4 andre oversygeplejersker og blive en del af vores stærke og velfungerende tværfaglige ledelsesmæssige forum, bl.a. ved regelmæssig mødeaktivitet, innovationsprojekter og undervisning.
Ledelseskraften skal især rettes mod et godt og vedvarende arbejdsmiljø som udgangspunkt for kompetenceøgning og den gode patientbehandling.
Visioner
Vi er i Medicinsk Afdeling som helhed langt fremme i sygehusets visioner med patienten som omdrejningspunkt – læs mere her og se hør mere her.
Medicinsk Afdeling yder evidensbaseret sygepleje og anvender Fundamentals of Care (FoC) som sygeplejefaglig begrebsramme. Fundamentals of Care favner en bred forståelse af sygeplejen som værende kompleks, situationsorienteret og personcentreret. Det centrale element er hurtigt at etablere en relation til patienten gennem tillid, opmærksomhed, viden, forudseenhed og evaluering.
Vores forståelse af sygeplejen tager udgangspunkt i patientens individuelle behov og er en integrering af både det relationelle, psykosociale og fysiske perspektiv. Sygeplejen udøves i en kontekst af organisatoriske, fysiske og politiske rammer (Fundamentals of Care, Lindhardt Damsgaard, Grønkjær, Poulsen 2021). Visionen tager afsæt i SUHs ”Vision, mål og strategier for MVU-området frem mod 2025”.
Kvalitet
Vi arbejder målrettet med dokumentation, høj faglighed, med fokus på patientsikkerhed, hygiejne, ernæring og mobilisering i forhold til patienterne.
Vi er godt i gang med NURSING UP, der har som mål at øge normeringen af antallet af sygeplejersker og social-og sundhedsassistenter.
Dine kompetencer
- En sygeplejefaglig lederuddannelse, gerne på Diplom- eller Masterniveau
- Gode samarbejdsevner mono- såvel som tværfagligt
- Bred faglig medicinsk indsigt
- Øjne og evner for udvikling af gode patientforløb i samarbejde med patienten og medarbejderne
- Fokus på udvikling af sygeplejen i en evidensbaseret retning
- Kreativ i forhold til arbejdstilrettelæggelse
- Godt kendskab til administrative systemer, såsom Sundhedsplatformen, Vagtplan og Office
- Økonomiske kompetencer
- Kendskab til og interesse for kvalitetsarbejde
- Erfaring inden for innovation samt afprøvning og implementering af nye tiltag
Kontakt os meget gerne inden du skriver din ansøgning, så du kan få en uformel samtale i telefonen.
Løn- og ansættelsesforhold
I forhold til forhåndsaftaler og personlige kompetencer.
Stillings- og funktionsbeskrivelse og "Vision, mål og strategi for sygeplejen frem mod 2025" kan fremsendes på anmodning.
Samtaler: 25. marts 2024
Såfremt du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte:
Om os
Den 1. januar 2024 fusionerede Sjællands Universitetshospital (SUH) med Nykøbing F. Sygehus (NFS). Som et af Danmarks største akutsygehuse driver og udvikler vi sygehusene i Køge, Roskilde og Nykøbing F. Vi har aktivitet på alle regionens sygehuse, og vi betjener alle regionens patienter med specialiserede sundhedsydelser samt tilbyder sundhedsydelser inden for 32 forskellige lægelige specialer.
Som Danmarks seneste universitetshospital søger vi at omdefinere tilgangen til, hvordan sundhedsfaglige ydelser leveres i regionen. Vi stræber efter at sikre lige sundhedstilbud for alle. Med øget fokus på uddannelse, forskning og innovation arbejder vi ud fra tankesættet om at bygge bro over afstande, etablere tværfaglige fællesskaber og bringe specialiseret behandling tættere på borgerne.
Læs mere om Sjællands Universitetshospital, Nykøbing F. her
Læs mere om Sjællands Universitetshospital, Køge og Roskilde her
Se video om Sjællands Universitetshospital her
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Køge Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Region Sjælland, Alleen, 4180 Sorø
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 20-03-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6006027