BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Sjællands Universitetshospital står overfor indflytningen i nyt sygehus i Køge, og til den spændende opgaver søges en stærk og erfaren programdirektør, der skal stå i spidsen for klargøringen og ibrugtagningen.
Det er en stilling, hvor du for alvor vil kunne gøre en forskel for organisationen, og du vil centralt stå for modtagelse og klargøring af det nye hospital, som skal være velfungerende for patienterne og personalet. Sjællands Universitetshospital har ca. 7.000 medarbejdere og et samlet budget på godt 5 mia. kr.
De store senge- og behandlingsbygninger afleveres september 2026, og frem til det tidspunkt overtager hospitalet flere andre bygninger, herunder laboratoriehus og sterilcentral, som der arbejdes med parallelt. Samlet set kommer der nye 144.000 m2, og hertil kommer en ombygning af det eksisterende hospital i Køge. I foråret 2023 blev første etape af de nye senge- og behandlingsbygninger taget i brug.
Dit ansvar som programdirektør:
Programdirektøren vil være daglig leder for et programsekretariat, der har til opgave at understøtte alle projekter med fokus på klargøring og indflytning i de nye bygninger. Med bygningerne følger helt nye koncepter for brug og anvendelse af rum og dermed nye arbejdsgange for det kliniske personale i alle afdelinger og hele det understøttende set-up på hospitalet.
Det forventes, at du som programdirektør har betydelig erfaring med sundhedsområdet og kan dokumentere konkret ledelseserfaring med store komplekse programmer i sundhedsvæsenet, hvor der har skullet løftes sammen med mange samarbejdspartnere.
Der er også en forventning om, at du som kernedisciplin har erfaring med budget- og økonomistyring i forhold til klargøring og indflytning i et nyt moderne sygehus. Som programdirektør skal du kunne løse opgaverne i tæt samarbejde med alle regionale enheder, der er vigtige for at sikre, at de rigtige løsninger implementeres og tilvejebringes på de områder, hvor de udestår. Konkret er der brug for et tæt samarbejde med og gerne et vist forhåndskendskab til områder som IT, logistik, indkøb, medicoteknik, fysisk arbejdsmiljø mm.
Programmet har følgende hovedopgaver:
- Overordnet programledelse med at understøtte programmets governance, herunder betjening af styregruppe
- Koordinering og styring på tværs af projekter
- Sikre udarbejdelse og anvendelse af ensartede rammer og redskaber på tværs af projekter
- Understøtte den kliniske forandring gennem træning og uddannelse af medarbejdere og ledere
- Tværgående aktivering og indflytning
- Sikre kommunikation og dokumentation
Det er vigtigt, at du hurtigt kan skabe resultater, der løbende findes i tæt samarbejde med Sygehusledelsen og i nogle tilfælde den regionale ledelse. Det er derigennem, at programmets rammer tilvejebringes, og det skal ske gennem en sikring af, at ønsker og ambitioner stemmer overens med de ressourcer, der er stillet til rådighed.
Den rigtige profil som programdirektør vil have stor erfaring fra et højt ledelsesniveau med at:
- Kommunikere effektivt
- Lede igennem projekt- og linjeledere
- Forstå teknikkerne for at planlægge, overvåge og kontrollere et program
- Forstå procedurer for budgetopfølgning og ressourceallokering
- Forstå de overordnede mål med programmet i forhold til den valgte strategi
- Prioritere mellem projekterne i forhold til disses effekt for det samlede program
Lederegenskaber vi lægger vægt på:
- Personlig integritet, loyalitet og at du udstråler en naturlig autoritet, smittende drive og gennemslagskraft med en både delegerende og involverende ledelsesstil
- Overblik og strategisk handling – sætter tydelige mål og retning
- Har metodiske og solide styringskompetencer – også på tværs af opgaver og faggrupper
- Visionær, innovativ samtidig med du skaber resultater
Såfremt du ønsker at høre mere om stillingen, er du velkommen til at tage kontakt til PA for sygehusdirektøren Tina Volhardt og lave en aftale enten på tlf. 23741605 eller på mail tnee@regionsjaelland.dk.
Samtaler finder sted i april 2024, og ansættelsen vil forventelig være pr. 1. juni 2024.
Løn og ansættelse vil være efter gældende overenskomst.
Om os
Den 1. januar 2024 fusionerede Sjællands Universitetshospital (SUH) med Nykøbing F. Sygehus (NFS). Som et af Danmarks største akutsygehuse driver og udvikler vi sygehusene i Køge, Roskilde og Nykøbing F. Vi har aktivitet på alle regionens sygehuse, og vi betjener alle regionens patienter med specialiserede sundhedsydelser samt tilbyder sundhedsydelser inden for 32 forskellige lægelige specialer.
Som Danmarks seneste universitetshospital søger vi at omdefinere tilgangen til, hvordan sundhedsfaglige ydelser leveres i regionen. Vi stræber efter at sikre lige sundhedstilbud for alle. Med øget fokus på uddannelse, forskning og innovation arbejder vi ud fra tankesættet om at bygge bro over afstande, etablere tværfaglige fællesskaber og bringe specialiseret behandling tættere på borgerne.
Læs mere om Sjællands Universitetshospital, Nykøbing F. her
Læs mere om Sjællands Universitetshospital, Køge og Roskilde her
Se video om Sjællands Universitetshospital her
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Køge Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Region Sjælland, Alleen, 4180 Sorø
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 16-04-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6026532