BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Klinisk Sygeplejespecialist – ph.d.-spire søges til tværsektorielt diabetisk fodsårs projekt ved Ortopædkirurgisk afdeling, Sjællands Universitetshospital Køge
Er du sygeplejerske og er du klar til at gå forskervejen? Har du en sundhedsfaglig kandidatuddannelse eller tilsvarende? Så er det måske dig, vi søger til et tværsektorielt studie med fokus på inddragelse af patienter og pårørende: "The DiFTU-In Study - Foot on life with treatment-requiring Diabetes-related FooT Ulcer."
Den tidsbegrænsede 1-årige ansættelse indebærer:
- Klinisk arbejde i sengeafsnit 1, fuld tid i de første fire – seks mdr., herefter 50%
- Forskningsassistentarbejde 50%:
- Ca. 30% i tilknytning til ph.d.-projekt med opstart foråret 2024 (se formål nedenfor)
- Forberedelse til eget ph.d.-studie ca. 20%: protokolskrivning, fondsansøgninger
Den tidsbegrænsede ansættelse kan overgå til fastansættelse som ph.d.-studerende, hvilket indebærer:
- Fortsat forberedelse til eget ph.d.-studie: protokolskrivning, fondsansøgninger og indskrivning
- Koordinering, udvikling, gennemførelse, evaluering og rapportering af projektet
- Ca. 80% ph.d.-studie fordelt på ca. 4 år, svarende til ca. 3 år ph.d.-studie og 1 års klinisk arbejde
Foreløbigt om de to sideløbende (forskudte) ph.d.-projekter
Personer, der oplever at skulle leve med diabetes-relaterede fodsår (DFU), skal i måneder, halve eller hele år leve med et omfattende nedsat funktionsniveau. Rollefordelingen og opgaverne i familien/de nære relationer bliver påvirket i sårhelingsperioden, og pårørende bliver en afgørende støttende faktor i livet med DFU. Patienter, pårørende og sundhedspersonale udtrykker samstemmende et behov for øget fokus på inddragelse af patienter og pårørende.
FORMÅLET med de to ph.d.-studier er at udvikle, afprøve/gennemføre og evaluere (evt. implementere) en kompleks intervention omfattende familiecentrerede sygeplejesamtaler målrettet personer med DFU og pårørende. Sygeplejersker, der arbejder med behandlingen af disse patienter på SUH Køge og i en-to udvalgte kommuner i optageområdet, inddrages og oplæres til gennemførelse af familiecentrerede sygeplejesamtaler.
De to ph.d.-studier gennemføres sideløbende/forskudt med ca. et år. Der vil være et tæt samarbejde mellem de to ph.d.-studerende. Du vil skulle varetage ph.d.-studiet som startes som nr. 2.
Vi søger en sygeplejerske med sundhedsfaglig kandidat eller tilsvarende til selvstændigt, i tæt samarbejde med forskningslektor Carrinna Hansen og ved indskrivning som ph.d.-studerende med øvrige erfarne forskere, du kan:
- Varetage opgaven som forskningsassistent i tilknytning til det første ph.d.-projekt som forventes opstartet foråret 2024.
- Skrive en fyldestgørende videnskabelig protokol til indskrivning på universitetet, så ph.d.-projektet kan gå i gang primo 2025
- Ansøge om forskningsmidler til at fuldføre og drifte ph.d.-studiet
- Indgå i konstruktive samarbejdsrelationer med:
- Klinisk personale i sengeafsnit 1
- Den anden ph.d.-studerende som vil blive din makker og tætte samarbejdspartner
- Fodcentret, sårambulatoriet, sårsygeplejersker, fodterapeuter, basissygeplejersker, læger i ortopædkirurgisk afdeling samt i hjemmesygeplejen i hospitalets optageområde, som indgår i projektet
- Tilknyttede vejledere
Den 1-årige ansættelse vil omfatte grundig introduktion og kendskab til sengeafsnit 1, som klinisk sygeplejespecialist på fuld tid de første fire – seks måneder, herefter vil det kliniske arbejde omfatte ca. 50% af arbejdstiden, den øvrige del vil blive med forskningsassistentopgaver fordelt med ca. 30% tilknyttet det ph.d.-studie, der forventes påbegyndt i foråret 2024, og ca. 20% afsat til udarbejdelse af videnskabelig protokol til eget sideløbende ph.d.-projekt, samt fondsansøgninger.
Forløber samarbejdsrelationerne og det faglige niveau tilfredsstillende for dig og for os, vil du indenfor den 1-årige ansættelse overgå til fast stilling som ph.d.-studerende/klinisk sygeplejespecialist. Ansættelsen vil omfatte ca. 80% i projektet over 4 år, samt 20% fortsat ansættelse på sengeafsnit 1 som klinisk sygeplejespecialist. Der er endnu ikke allokeret forskningsmidler til projektet, men Ortopædkirurgisk afdeling, SUH Køge, giver underskudsgaranti, forudsat der søges Funding svarende til en ansøgning pr. måned, så du kan indskrives på universitetet. Det forventes at du vil lade dig indskrive på Syddansk Universitet, Institut for Regional Sundhedsforskning.
Du vil blive tilknyttet Ortopædkirurgisk Afdeling, sengeafsnit 1, ansat af afdelingsledelsen. Din daglige ledelse det første år vil være Oversygeplejerske Carina Hansen i sengeafsnit 1 og Chefsygeplejerske Cristina Andersen, samt Forskningslektor, Sygeplejefaglig Forskningsleder Carrinna Hansen i projektet. Når du overgår til ph.d.-stillingen, vil du fortsat være ansat af afdelingsledelsen, din daglige ledelse og hovedvejleder vil være Forskningslektor, Sygeplejefaglig Forskningsleder Carrinna Hansen. I vejledergruppen vil indgå senior forskere som vi vælger i fællesskab. Der er dog allerede indgået internationalt samarbejde med professor i Familiesygepleje Erla Kolbrún Svavarsdóttir, Island.
Evidensbaseret sygepleje og personcentreret praksis
I Ortopædkirurgisk afdeling, arbejder vi dedikeret med udviklingen af evidensbaseret sygepleje, vi er langt i processen med udarbejdelse af kompetencekort for alle sygeplejeområder for sygeplejersker, samt påbegyndt arbejdet for Social- og sundhedsassistenterne. Strategien for Ortopædkirurgisk Sygepleje er lige på trapperne. Vi lader os inspirere af personcentret praksis tilgange, bl.a. ved:
- Udvikling af daglige praksistiltag og -rutiner, hvor patienten, de pårørende og plejepersonalet involveres og inddrages i behandlingsforløbet
- Vi afholder løbende fagligt forum, identifikation af bottom-up udviklingsbehov, og faglig sparring i Forskning, Uddannelse, Udvikling netværket (FUUN), m.m.
Hvad kan vi tilbyde:
- Kompetent vejledning og støtte i hele forløbet
- En afdeling, som prioriterer samarbejde, det gode arbejdsmiljø og tillidsbaseret ledelse
- Du vil komme til at indgå i et udviklende forskningsmiljø, lokalt i Ortopædkirurgisk afdeling (aktuelt 7 ph.d.-studerende læger/ergoterapeut + en kommende sygeplejerske udover dig), på Sjællands Universitetshospital (Køge/Roskilde/Nykøbing Falster med aktuelt 10 ph.d.-studerende sygeplejersker, jordemødre, ergoterapeuter og fysioterapeuter. I forsker netværket v. Steno Diabetes Center Sjælland, har vi ca. 30 forskere på forskelligt niveau.
- Deltagelse i afdelingens årlige temadag, regionens Forskningens Dag, SUH’s Tværfagligt Symposium og andre relevante seminarer
Dine faglige kvalifikationer:
- Du har en sundhedsfaglig kandidat (120 ECTS point) eller tilsvarende med en afgangskarakter på 10 eller derover
- Du har dokumenteret projekterfaring og erfaring med kvalitative og/eller kvantitative forskningsmetoder
- Du har erfaringer med at skrive akademisk og er god til at formulere dig også på engelsk. Har du allerede publiceret en videnskabelig artikel, kan det være en fordel
- Af hensyn til studie designet, er det et krav, at du taler og skriver flydende dansk
- Du er sygeplejerske med klinisk erfaring. Erfaring med patienter med diabetes-relaterede fod-sår, diabetes, ortopædkirurgisk erfaring eller tilsvarende kan være en fordel
- Du skal være interesseret i inddragelse af patienter, pårørende, samt plejepersonale, og have interesse for mennesker, der lever med diabetes-relaterede fod-sår
Løn og ansættelsesforhold:
Løn i henhold til overenskomst, Protokollatet om kandidater trin 4-8. Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling foreløbigt for 1 år evt. med 3 måneders prøvetid. Ansættelse snarest muligt eller senest 01.11.2023.
Ansøger skal være indstillet på, at der vil blive indhentet referencer og efterspurgt børneattest.
Ansøgningsprocedure:
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte os for spørgsmål og du er velkommen til en uformel snak, før du søger:
Forskningslektor, Sygeplejefaglig Forskningsleder Carrinna Hansen carrh@regionsjaelland.dk mobil 47 32 65 14
Chefsygeplejerske Cristina Andersen crand@regionsjaelland.dk mobil 22 30 40 26
Ansøgningsfristen er løbende dog senest d. 22.9.2023
Din ansøgning skal indeholde: 1) motiveret ansøgning, 2) CV med oplysninger om universitetsgrad og hidtidige ansættelser 3) oplysninger om evt. tidligere forskningserfaring 4) kopi af eksamensbeviser samt 5) vedlagt dit fulde kandidat speciale og eventuelt videnskabeligt publicerede artikler.
Ansættelsessamtaler afholdes løbende. Der vil være 2 ansættelsesrunder, hvor du ved 2. ansættelsessamtale vil blive bedt om, at have forberedt en opgave som fremlægges.
Om Sjællands Universitetshospital
Sjællands Universitetshospital er Danmarks yngste universitetshospital, og en afgørende brik i Region Sjællands ambitiøse sygehusplan. Vores mission er patienten, og visionen er suveræn kvalitet. I en verden fuld af nye muligheder og forventninger ser vi os som pionerer, der ønsker at definere en ny, bedre og anderledes måde at drive sundhedsvæsenet på.
Sjællands Universitetshospital er over de sidste år etableret som en organisatorisk enhed. Næste trin er den fysiske samling i det nye kvalitetsfondsbyggeri i Køge, som vil skabe rammen for et universitetshospital i fuld skala. Vi er således i gang med at skabe et samlet og bedre sundhedsvæsen for regionens borgere, og en spændende og udviklende arbejdsplads for medarbejderne.
Læs mere om Sjællands Universitetshospital på: http://www.regionsjaelland.dk/suh
Se film om Sjællands Universitetshospital:
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Køge Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Region Sjælland, Alleen 15, 4180 Sorø
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 22-09-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://www.regionsjaelland.dk/job-og-uddannelse/jobside?hr=show-job/37286&linkref=27816&locale=da_DK
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5898461