Rumænsk mand sigtet for tyverier i blandt andet Køge

dato

En 41-årig rumænsk mand blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør efter at være blevet anholdt fredag aften i Københavns lufthavn, hvor han ankom med et fly. Manden er sigtet for at have afluret pinkoder fra ældre borgere og stjålet deres betalingskort. Tyverierne er sket i 14 tilfælde i forskellige byer, herunder Køge.

Den 41-årige står over for i alt 79 sigtelser for tyveri og databedrageri, som er blevet begået i maj og december sidste år. Der er hævet kontanter på de stjålne kort. Sagen er blevet efterforsket af udlændingekontrolafdelingen (UKA Øst) i samarbejde med sjællandske politikredse.

Den sigtede blev varetægtsfængslet frem til den 13. april. UKA Øst, der er en del af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, har et tæt samarbejde med de øvrige politikredse på Sjælland og efterforsker kriminalitet begået af omrejsende kriminelle grupper.

Kilde: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi