BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Er du en dygtig generalist, der både mestrer sagsbehandling, sekretariatsbetjening, udarbejdelse af skriftlige oplæg og projektledelse? Så er det måske dig vi søger til jobbet som konsulent i den administrative stab på Sjællands Universitetshospital.
Dit nye job
På Sjællands Universitetshospital har vi stort fokus på samarbejdet mellem hospital, kommuner og almen praksis, og vi har høje ambitioner om fortsat at styrke og udvikle vores indsats på området. I disse år har vi særligt fokus på at få vores to sundhedsklynger godt fra start og på at udvikle samarbejdet med vores kollegaer i almen praksis. Herudover har vi fokus på, hvordan vi kan omstille vores sundhedsvæsen på en sådan måde, at flere patienter kan modtage behandling i eget hjem via blandt andet øget anvendelse af digitale løsninger. Vi søger en skarp konsulent, der kan hjælpe os med at indfri vores ambitioner på områderne.
Du bliver ansat i den administrative stab på Sjællands Universitetshospital. Staben rummer i alt 8 enheder. Din enhed, Digitalisering og Samarbejder, har - blandt meget andet - ansvar for koordinering og udvikling af hospitalets indsatser i relation til tværsektorielt samarbejde og udbredelse af digitale løsninger.
Du bliver en del af et team på i alt 6 personer, hvoraf en er tilknyttet som Ph.D-studerende. Teamets kerneopgave er at understøtte sygehusledelsen og de kliniske afdelinger i Roskilde, Køge og Nykøbing i deres opgavevaretagelse indenfor det tværsektorielle felt, samt selvstændigt at udvikle og drive indsatser, der har til formål at øge kvaliteten af det tværsektorielle samarbejde mellem Sjællands Universitetshospital og vores samarbejdspartnere.
Vores sygehusledelse har ambitioner om at styrke samarbejdet med aktørerne i de kommende år. I den første tid kan du blandt andet forvente at blive involvereret i den fortsatte implementering af sundhedsklyngerne omkring hhv. Roskilde-Køge og Nykøbing Falster - herunder sekretariatsbetjening af et eller flere fora, udarbejdelse af sagsfremstillinger og understøtte de forskellige klyngeindsatser og projekter. Det er derfor vigtigt, at du har en skarp pen og sans for sekretariatsbetjening.
Herudover vil du blive involveret i vores øvrige opgaver, herunder fx:
- Projektformulering, projektkoordinering og projektopfølgning
- Indsatser i relation til implementering af Region Sjællands Sundhedsaftale 2024-2027
- Udvikling af samarbejde mellem somatik og psykiatri
- Udarbejdelse af sagsfremstillinger, høringssvar m.v.
Dine opgaver vil hovedsageligt ligge indenfor det tværsektorielle felt, men hvor det fagligt giver mening, vil du også blive involveret i indsatser der relaterer sig til, hvordan vi - ved brug af digitale løsninger - kan understøtte den nødvendige omlægning af sundhedsvæsenet i de kommende år.
Vi kan garantere, at du vil få en afvekslende hverdag med mulighed for at være med til at sætte retning for nye projekter og udvikling af den samlede opgaveportefølje.
I det daglige bliver dine nærmeste sparringspartnere og legekammerater kollegaerne i det tværsektorielle team og i det digitale team, hospitalets praksiskonsulenter og øvrige stabsmedarbejdere. Herudover vil du få et tæt samarbejde med vores kommunale pendanter i forhold til sekretariatsbetjening af sundhedsklyngerne, og du vil - afhængigt af den konkrete opgave - skulle indgå i samarbejder med hospitalets vicedirektører, de kliniske afdelingsledere, regionale stabsenheder og medarbejdere i regionens kommuner.
Hvem er du?
Du er en dygtig generalist, og har en relevant videregående uddannelse indenfor fx folkesundhedsvidenskab, samfundsvidenskab/Statskundskab eller lignende. Du har:
- Et højt fagligt niveau
- Fokus på at skabe relationer, og du indgår ubesværet i tværfaglige og tværsektorielle samarbejder
- Evnen til at arbejde selvstændigt og lysten til at inddrage andre fagligheder i din opgaveløsning
- En skarp pen og evnen til at udarbejde gode, letforståelige sagsfremstillinger
- Erfaring med - og flair for - sekretariatsbetjening
- Gerne erfaring med møde- og projektledelse
- Gerne nogle års erfaring fra sundhedsvæsenet (eller et andet velfærdsområde) på nationalt, regionalt eller kommunalt niveau
- Interesse for digitalisering og brug af digitale løsninger i den offentlige opgavevaretagelse
Hvad kan vi tilbyde dig?
Den 1. januar 2024 fusionerede Sjællands Universitetshospital med Nykøbing F. Sygehus. Du bliver derfor ansat i en "ny og fælles stab" med kollegaer i såvel Køge som Nykøbing. Dit primære tjenestested bliver Køge (tæt ved Ølby Station), men du må forvente mødeaktivitet på vores øvrige matrikler (særligt Roskilde og Nykøbing F.).
Du får et spændende og meningsfuldt job, hvor du får indflydelse på din egen arbejdsdag. Du får gode - og fagligt meget ambitiøse - kollegaer, der sætter pris på det tværfaglige samarbejde og et godt humør.
Stillingen er som udgangspunkt på 37 timer pr. uge. Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.
Hvis du vil vide mere?
Du er velkommen til at kontakte chef for Digitalisering og Samarbejder, Anne Hune Gjerrild, på tlf. 51421758 eller ahgj@regionsjaelland.dk
Ansøgning og videre proces
Din ansøgning skal være os i hænde senest den 21. januar 2024. Vi planlægger at holde samtaler den 24. januar 2024. Eventuelt 2. samtaler afholdes forventeligt den 26. eller 29. januar 2024.
Stillingen ønskes besat pr. 1. marts 2024
Om Sjællands Universitetshospital
Sjællands Universitetshospital er Danmarks yngste universitetshospital, og en afgørende brik i Region Sjællands ambitiøse sygehusplan. Vores mission er patienten, og visionen er suveræn kvalitet. I en verden fuld af nye muligheder og forventninger ser vi os som pionerer, der ønsker at definere en ny, bedre og anderledes måde at drive sundhedsvæsenet på.
Sjællands Universitetshospital er over de sidste år etableret som en organisatorisk enhed. Næste trin er den fysiske samling i det nye kvalitetsfondsbyggeri i Køge, som vil skabe rammen for et universitetshospital i fuld skala. Vi er således i gang med at skabe et samlet og bedre sundhedsvæsen for regionens borgere, og en spændende og udviklende arbejdsplads for medarbejderne.
Læs mere om Sjællands Universitetshospital på: http://www.regionsjaelland.dk/suh
Se film om Sjællands Universitetshospital:
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Køge Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Region Sjælland, Alleen, 4180 Sorø
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 21-01-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5967387