Stærk skribent til dagtilbudsområdet

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Har du en skarp pen, en analytisk hjerne og politisk fingerspidsfornemmelse? Vil du være med til at understøtte og udvikle dagtilbudsområdet i Køge Kommune, hvor der er fuld fart på udviklingen? Så søg stillingen som AC-konsulent hos os.

Køge Kommune er en vækstkommune, og flere familier vælger at bo i kommunen. Vi bygger nye dagtilbud og har fokus på fastholdelses- og rekrutteringsindsatser for pædagogisk personale. Bl.a. har vi forsøg med forberedelsestid for pædagoger, og vi arbejder målrettet med kompetenceudvikling og trivsel.

Vækst og udvikling stiller store krav til forvaltningens maskinrum, hvor du får en central position. Hovedvægten i din stilling er politisk betjening og understøttelse af ledelsen og dagtilbuddene.

Dine opgaver

  • Skrive sagsfremstillinger og notater og være garanten for høj kvalitet i materiale til politiske udvalg, ledelse og dagtilbud

  • Udarbejde pressemeddelelser, taler, powerpoint-præsentationer, tekster til hjemmeside mv.

  • Svare på politiker- og borgerhenvendelser

  • Understøtte dagtilbuddene, bl.a. med at finde svar på spørgsmål, f.eks. om gældende retningslinjer

  • Afklaring af det juridiske grundlag for beslutninger i samarbejde med det juridiske team og HR

  • Bidrage til analyser og evalueringer, planlægning af nye dagtilbud mv.

Du får opgaver, som matcher dine kompetencer og interesser, men vi forventer også, at du tager din del af rutineopgaverne, som vi deler imellem os.

Hvem er du?

Du kender arbejdet i en politisk styret organisation og forstår ledelses- og styringskæden. Du har politisk fingerspidsfornemmelse og mestrer strategisk kommunikation. Du kan navigere mellem politiske mål, faglige vurderinger og økonomiske rammer, som ikke altid peger i samme retning.

Du er en stærk skribent og kan skrive længere notater, når der er brug for det, men kan også hurtigt formidle hovedbudskaber i et kort, letforståeligt sprog. Du kan også kvalitetssikre andres skriftlige materiale med blik for både detaljer og helhed. Du forstår værdien af at vælge dine ord med omhu og at sætte dig i modtagerens sted.

På flere områder kommer du til at arbejde tæt sammen med teamlederen for dagtilbudsområdet og vil ofte være den, der lægger sidste hånd på skriftligt materiale eller dribler selvstændigt med opgaver. Det er derfor afgørende, at du følger opgaverne helt til dørs og naturligt sørger for at følge op. Du skal være indstillet på, at prioriteringer pludselig kan skifte, og at der i perioder er korte deadlines, der skal overholdes.

Du har en akademisk uddannelse, f.eks. indenfor forvaltning, kommunikation eller andet relevant. Måske er du en forvaltningshaj, har arbejdet med kommunikation i en politisk styret organisation eller noget helt tredje. Det er ikke afgørende, om du har mange år på arbejdsmarkedet bag dig eller er relativt nyuddannet, så længe du har relevant erfaring. Du skal være engageret i børns trivsel og udvikling, men ikke nødvendigvis have kendskab til dagtilbudsområdet.

Vi ved, at ingen kan alt, men lægger vægt på, at du

  • har en udpræget skarp pen og politisk forståelse

  • har erfaring fra en politisk styret organisation

  • kan inddrage forskellige interessenters perspektiver og tænker analytisk og strategisk

  • leverer til tiden og trives med korte deadlines

  • er en empatisk og samarbejdsorienteret holdspiller og går til opgaverne med en positiv og konstruktiv indstilling

  • er loyal og bidrager til et godt arbejdsmiljø i din omgang med kolleger og ledelse


Vi tilbyder

  • Varierende opgaver med gode muligheder for, at du både kan udfolde og udfordre din faglighed og med mange samarbejdsflader med f.eks. dagtilbuddene, kommunikationsafdelingen og HR

  • Gode og dygtige kolleger, som altid står klar til at hjælpe

  • En ledelse, der arbejder tillidsbaseret, og giver dig stort råderum i opgaveløsningen. Vi anstrenger os for at sikre gode rammer for opgaveløsningen, faglig udvikling og et godt arbejdsmiljø

  • Fleksible arbejdsvilkår, blandt andet med mulighed for hjemmearbejde


Om os

Du refererer til teamlederen for dagtilbudsområdet og indgår i konsulentgruppen, som, udover dig, består af en AC-konsulent og tre pædagogiske konsulenter. Du indgår i et tæt opgavefællesskab med AC-konsulenten, men du får også en bred kontaktflade i hele kommunen, hvor samarbejdet er kendetegnet ved, at vi hjælper hinanden.

Vi ser det som vores primære opgave at understøtte dagtilbuddene og det politiske niveau. Det betyder, at vi prioriterer at levere velunderbyggede og velbeskrevne beslutningsoplæg til det politiske niveau, samtidig med, at vi understøtter dagtilbuddene, så ledere og pædagoger kan fokusere på børnenes trivsel og udvikling.

Vi er i gang med en sammenlægning af skole- og dagtilbudsafdelingen, hvor vi lægger vægt på et godt samarbejde og opgavefællesskab og bl.a. arbejder med ledelses- og medarbejdergrundlag. Du vil derfor også kunne få opgaver på skoleområdet.

Det praktiske

  • Arbejdstid: 37 timer ugentligt

  • Løn: Efter gældende overenskomst

  • Startdato: 1. december 2023

  • Arbejdssted: Rådhuset i Køge Kommune som er centralt placeret ved Køge Station

Ansøgning og kontakt

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte teamleder Lise Nørnberg på 23 80 45 08.

Ansøgningsfristen er d. 22. oktober 2023. Første samtale er d. 25. oktober fra kl. 13, og anden samtale er d. 27. oktober fra kl. 12. I forbindelse med anden samtale vil der være forberedelse og en skriftlig case.

Vi foretrækker, at du sender din ansøgning online. Klik på ”Søg stillingen” og vedhæft din ansøgning og dit CV.

Læs mere om Køge Kommune på www.koege.dk

Køge Kommune ønsker at fremme ligestillingen mellem mænd og kvinder uanset etnisk baggrund. Vi opfordrer derfor personer med dansk og anden etnisk baggrund at søge stillingen.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Køge Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Køge Kommune, Torvet, 4600 Køge

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 22-10-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5922014

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet