Nanna Rolvsen er ansat som skoleleder på Borup Skole fra 3. marts 2025. Hun kommer fra et job som leder på Rolloskolen.
Når Nanna Rolvsen tiltræder som ny skoleleder på Borup Skole, bliver det med en solid erfaring i bagagen. Nanna er oprindeligt uddannet lærer og har 10 års erfaring som leder.
Fra 2015 – 2020 var Nanna pædagogisk afdelingsleder på Valdemarskolen i Ringsted Kommune, og fra 2020 og frem til nu afdelingsleder på Rolloskolen i Faxe Kommune. Ud over sin lærereksamen har Nanna en kandidatuddannelse i generel pædagogik med speciale i didaktik samt en masteruddannelse i ledelse af uddannelsesinstitutioner.
Nanna Rolvsen har første arbejdsdag på Borup Skole den 3. marts 2025.
- - Jeg er glad for at kunne byde Nanna velkommen til Køge Kommune. Jeg er sikker på, at hun er det helt rigtige match som skoleleder. Hun har både ledelseserfaring, stor faglig indsigt i pædagogik og det drive, som der skal til for at drive og udvikle skolen, siger konstitueret skolechef Thomas Westergaard.
- Jeg var ikke i tvivl om, at jeg måtte søge stillingen på Borup Skole, og jeg glæder mig rigtig meget til at møde forældre, elever og kollegaer. Sammen skal vi have fokus på at skabe den bedste hverdag for børnene med fokus på gode rammer for det faglige og på trivsel. Herudover ser jeg frem til i samarbejde med ledelsen, medarbejdere og forældre at implementere den nye aftale om folkeskolens kvalitetsprogram, som giver nogle nye spændende muligheder for at drive skole i fremtiden, siger Nanna Rolvsen.
Borup Skole er en tosporet skole fra 0. til 9. klasse med SFO og klub. Skolen har ca. 600 elever.