Donation til Dansk Skoleskak skal skabe gode fællesskaber for børn og unge med særlige behov på Sjælland

Mikkel Nørgaard fra Dansk Skoleskak (tv) sammen skoleskakelever fra Bjergmarkskolen og Per Toft Haugaard fra LB Foreningen Region Sjælland
dato

Dansk Skoleskak tog den 1. oktober imod Per Toft Haugaard fra LB Foreningens uddelingsråd i Region Sjælland. Dansk Skoleskak har nemlig modtaget en donation fra LB Foreningen på 75.000 kroner til deres arbejde med at involvere flere børn og unge med særlige behov i faglige, sociale og mentalt sunde fællesskaber på Sjælland gennem skoleskak.

Per Toft Haugaard fra LB Foreningen blev budt velkommen på Bjergmark Skole ved Holbæk af Dansk Skoleskak, der også selv var gæster på dagen. Dansk Skoleskak var nemlig på en af deres mange skolebesøg rundt på Sjælland, for at undervise skoler i de gavnlige effekter, som skoleskak har for børn og unge med diagnoser som ADHD, autisme og generelle indlæringsvanskeligheder. Til det arbejde har Dansk Skoleskak netop modtaget 75.000 kroner fra LB Foreningen i Region Sjælland.

Besøget og oplevelsen vakte derfor stor glæde hos LB Foreningens lokale repræsentanter, Per Toft Haugaard fra Slagelse.

”Jeg og LB Foreningen er utroligt stolte over, at vi med vores donation på 75.000 kroner kan være med at støtte Dansk Skoleskak og dermed hjælpe de børn, som ikke altid har det lige nemt i undervisningen. Derfor glæder det os at se alle skolebesøgene folde sig ud til stor glæde for alle involverede,” siger Per Toft Haugaard.

Også hos Dansk Skoleskak glæder man sig over, at man med donationen kan sætte ekstra fut i arbejdet til glæde for børnene.

”Det er helt fantastisk at blive anerkendt for vores arbejde, som vi ved kommer børnene til glæde og gavn. Den fornemme donation fra LB Foreningen muliggør, at vi kan hjælpe endnu flere rundt på skolerne med skakspillet som omdrejningspunkt,” siger Mikkel Nørgaard fra Dansk Skoleskak.

OM DANSK SKOLESKAK
Dansk Skoleskak er en nonprofitorganisation, som arbejder med at få flere børn og unge til at lykkes fagligt, socialt og mentalt, så flere får et liv med læring og uddannelse. Dansk Skoleskak har den nationale kompetence inden for skoleskak og rådgiver skoler og kommuner i at bruge skoleskak systematisk som redskab til at bygge bro på tværs af køn, kultur og klassetrin.

OM LB FORENINGEN
LB Foreningen er ejer af LB Forsikring, som er Danmarks største medlemsejede privatforsikringsselskab med over 440.000 medlemmer. De mange tusinde medlemmer repræsenteres af 70 delegerede, valgt af medlemmerne over hele landet. De står bl.a. for velgørende uddelinger i deres regioner. LB Forsikring består af Lærerstandens Brandforsikring, Runa Forsikring og Bauta Forsikring. Som forsikringstager i LB Forsikring er man også medlem af LB Foreningen og dermed medejer af LB Forsikring.

OM LB FORENINGEN I REGION SJÆLLAND
LB Foreningen i Region Sjælland repræsenteres af ni delegerede, der er valgt blandt de ca. 45.000 medlemmer i regionen. De repræsenterer medlemmer i Runa Forsikring, Bauta Forsikring og Lærerstandens Brandforsikring. Hvert år uddeler LB Foreningen i Region Sjælland en mio. kroner til forskellige formål i regionen. Se mere om delegerede i Region Sjælland på lbforeningen.dk.

Kilde: Redaktionen
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.