Har du lyst til at gøre en forskel for vores smukke havmiljø? Så kom og vær med, når den frivillige miljøorganisation Os Om Havet inviterer til Ocean-Clean-Up i Køge Marina den 21. september 2024!
Os Om Havet er en frivillig organisation, der siden 2016 har arbejdet for et sundere havmiljø gennem Ocean-Clean-Up-events i havne over hele Danmark. Indtil nu har vi indsamlet 10 tons affald, som er blevet sorteret og afleveret til genbrugsstationer. Nu er turen kommet til Køge, og vi håber, at du har lyst til at være med til at gøre en forskel for vores kyst og hav.
På dagen sender vi frivillige dykkere og fridykkere ned på havbunden for at samle affald, og der vil også være kajakker og SUP boards til rådighed. Desuden kan du møde Køge Bugt Stenrev og besøge vores bio-bod, hvor en biolog og naturvejleder vil fortælle om livet i marinaen. Vi har også waders klar til både børn og voksne, så alle kan være med til at indsamle affald fra vandet. Og hvis du foretrækker at blive på land, er der masser af opgaver med at samle affald langs kysten.
Hvis du er certificeret dykker og gerne vil dykke med os, skal du tilmelde dig på forhånd via vores Facebook-side. For alle andre aktiviteter kræves der ingen tilmelding – du skal bare møde op og have lyst til at give en hjælpende hånd.
Vi sørger for snacks og drikkevarer til alle deltagere, og vi håber på en hyggelig dag fyldt med fællesskab og godt humør. Sammen kan vi gøre en stor forskel for vores lokalmiljø og for naturen.
Du kan læse mere om Os Om Havet på vores Instagram- eller Facebook-side.
Vi glæder os til at se dig til en dag i naturens tegn!