I 2018 besluttede Køge Kommune, at de vil trække sig fra det fælleskommunale brandberedskab sammen med syv andre kommuner. Det har taget tid at gøre økonomien op, men nu er regningen kommet. Den lyder på 827.000 kroner.
Det er ganske vist et par år siden, beslutningen om ikke længere at være en del af et fælles brandberedskab blev truffet, men det er først nu, at Køge Kommune kan afslutte det kapitel helt. Regnskabet er blevet gjort op, og kommunen skal altså betale penge.
Flere skylder penge
Da beslutningen blev truffet, valgte syv andre kommuner også at trække sig fra aftalen, og det blev besluttet at nedlukke selve beredskabet. Nu hvor den endelige økonomiske opgørelse er kommet, står det klart, at seks af kommunerne skal betale penge, hvorimod Roskilde og Stevns skal modtage penge, skriver Sjællandske Medier.
Det kommer ikke som en overraskelse for Køge Kommune, at de skal af med penge. Det har de hele tiden forventet.
Nu hvor Køge Kommune ikke længere er en del af en fællesaftale, har de i stedet indgået en driftsaftale med Falck om beredskabsopgaven. Brandmændene er ansat hos Falck, men Køge Kommune ejer og driver brandstationerne og brandbilerne, og beredskabschefen er også ansat af Køge Kommune.