Balletstudiet på Ellemarksvej 7 i Køge har det seneste år været et spirende sted for balletundervisning i Køge-området. Vi er derfor glade for at kunne meddele, at skolen nu bliver en del af Balletkompagniet, som vil fortsætte og videreudvikle de frø som allerede er sået.
Balletskoleleder med stort engagement
Pr. 15. august overtager Helle Keis ledelsen af balletstudiet på Ellemarksvej 7 i Køge.
Helle har stor erfaring inden for ballet og undervisning og har drevet balletskolen Balletkompagniet i 17 år. Hendes baggrund er fra Det Kongelige Teaters Balletskole samt Gøteborgs Balletakademi og så har hun en kandidatgrad i Ledelse af Kreative Virksomhedsprocesser fra CBS.Hun ser frem til at videreføre det stærke fællesskab, som elever og forældre kender og værdsætter og selvfølgelig med kvalitetsundervisning i højsædet. Helle udtaler:
"Jeg er utrolig begejstret for at få muligheden for at udvikle eleverne i Køge og ser frem til at skabe mange sjove, lærerige og udviklende oplevelser med dem."
Fortsat undervisning af kendte ansigter
Vi er glade for at kunne meddele, at flere af underviserne som har været en uundværlig del af Ballet Ensemble Køge, fortsætter som undervisere på Balletkompagniet Køge. Deres erfaring og engagement er en stor gevinst for eleverne, og vi ser frem til et fortsat godt samarbejde.
En spændende fremtid for ballet i Køge
Balletkompagniet har ambitiøse planer for den kommende sæson og vil fortsætte med at tilbyde kvalitetsundervisning og optrædener, der vil inspirere og udvikle eleverne. Balletkompagniet Køge tilbyder undervisning for børn fra 2 år, unge og voksne.
Undervisningen starter i uge 34, og tilmelding kan foretages via Balletkompagniets hjemmeside, hvor man også finder en oversigt over holdene.
Om Balletkompagniet
Balletkompagniet er Danmarks største private balletskole, som er anerkendt for at tilbyde højkvalitets balletundervisning til elever i alle aldre og på alle niveauer. Skolen lægger vægt på at skabe et positivt og trygt miljø, hvor eleverne kan udvikle deres tekniske færdigheder og kunstneriske udtryk.
Vi ser frem til en spændende fremtid for ballet i Køge og håber at se en masse børn, unge og voksne til en ny fantastisk balletsæson.