REMA 1000 på adressen Ølbycenter 31 i Ølby får ny købmand onsdag den 16. juni. Den nye købmand er Alexander Samaras, der efter seks år som politibetjent vender tilbage til dagligvarebranchen. Han overtager rollen som købmand fra Martin Østerholm Baunsgaard.
Onsdag den 16. juni får REMA 1000 på Ølbycenter 31 ny købmand, når Alexander Samaras tager over efter afgående købmand Martin Østerholm Baunsgaard.
Alexander Samaras tiltræder som REMA 1000 købmand i Ølby med bred og mangeårig erfaring fra både dagligvarebranchen og Politiet. Fortiden i dagligvarebranchen har været i Netto – med to korte afstikkere til Fakta og Lidl – hvor han har arbejdet siden han var 15 år.
I 2008 blev Alexander Samaras butikschef i Netto og senere driftkonsulent med fokus på sparring mellem butikschefer og distriktschefer i forbindelse med implementeringen af et nyt driftskoncept.
Siden 2015 har Alexander Samaras afprøvet sin drengedrøm om at arbejde ved politiet, da han indtil nu har været ansat som beredskabsbetjent ved Københavns Politi:
”Det har været helt igennem fantastisk at arbejde ved politiet, men jeg har måttet erkende, at jeg savnede at arbejde i butik, så jeg glæder mig helt vildt til at blive købmand i REMA 1000 i Ølby, og jeg er meget glad for at have fået muligheden,” siger han.
Alexander Samaras er debutant i REMA 1000 skjorten, og han ser frem til at sætte sit eget præg på butikken, når han inden længe kan kalde sig selvstændig købmand:
”Det er helt unikt at være købmand i REMA 1000, fordi man er selvstændig, og den del glæder jeg mig meget til. Til at starte med vil mit fokus primært være på at bygge videre på det gode fundament, som Martin har lagt i butikken,” siger han og fortsætter:
”Jeg glæder mig meget til at møde alle kunderne, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at være synlig i lokalsamfundet – både i butikken og på de sociale medier, så vi kan opbygge stærke fællesskaber med vores kunder,” siger Alexander Samaras.
Privat bor 35-årge Alexander Samaras i Greve med sin forlovede og parrets to børn på tre og et år.